Vi var en tur i cirkus summarum med vores to piger – og det er altså et helt fantastisk koncept. Mine piger elsker at se de forskellige karakterer fra Ramasjang, specielt Rosa fra Rouladegade og Hr. Skæg er de ekstra vilde med. Lille Nørd er godt nok også et stort hit, men de var ikke en del af Cirkus Summarum i år – hvilket var lidt en skam.
Til gengæld gjorde resten af flokken det rigtig godt.
Motor Mille den nye pige i blokken
Pigerne var ret vilde med den nye karakter, Motor Mille. Hun var også den eneste, der rent faktisk levede op til navnet, Cirkus. Med et par akrobat numre oppe i nogle ringe i luften. Fint var det da.
Rosa og Bamse var pigernes valg
Bamse har bare en helt speciel sted i børns hjerter, og ingen tvivl om, at han er det store tilløbsstykke – hvilket også kunne ses, ved at Bamse var den sidste der blev præsenteret i manegen.
Jeg spurgte pigerne efter cirkusset og Luna’s bedste oplevelse, var da Rose og Bamse sad sammen og drømte. Der havde vi allesammen også små lygter fremme – og det gav en helt speciel stemning i cirkusteltet.
Fars valg var Jacob Riising og Cirkusdirektøren (Rasmus Bjerg). De er helt klart med i showet for at tilfredsstille alle de voksne der er med. De fyrer den ene joke efter den anden af, som helt sikkert flyver over børnenes hoveder, men for de voksne er helt geniale. Specielt Jacob Riising kørte politik og “lummer” stemning af.
Nova, den mindste på 2 år, sad en del af showet med åben mund og polypper. Forstod nok ikke så meget, men var meget glad for at se Bamse og Rosa – det var genkendelige ansigter.
Oplevelser før og efter
Konceptet omkring Cirkus Summarum på en stor mark i Århus, med forskellige forlystelser udenfor cirkusteltet, gør at det er muligt at få endnu mere ud af dagen. Vi kunne møde op et par timer før, og blive underholdt med hoppepuder, Brunos pruttemaskine, Ramasjang Rally og mange andre ting. Det er godt tænkt – og gør også, at de butikker der sælger over-prissat slik, is og popcorn kan få sig en god forretning. En god forretning, der kommer Muskelsvindfonden til gode, så man har det en smule bedre med at give 30 kroner for 4 pingvinstænger, og 30 kroner for lidt saftevand med is (slushice).
Cirkus Summarum var en rigtig dejlig oplevelse, og er det koncept vi kommer til at støtte mange år frem i tiden.
Har du oplevet Cirkus Summarum – hvad var din bedste oplevelse ?